Håndværker faget i gamle dage

27.04.2018

Syd for Limfjorden

Viborg var jo ubetinget mere et administrativt, kirkeligt og retligt center end et oplandscenter, og de store årsmarkeder var da også byens kendetegn på det økonomiske område. Oplandsbestemmelserne for Viborg handlede gennem århundreder først og fremmest om at sikre byen mod landprang tilbud i forbindelse med byens store markeder. Det gav på et tidligt tidspunkt byen et fremskudt fodfæste i oplandet, som da byens borgmester i 1461 fik ret til at stævne alle, der handlede eller drev forprang omkring Viborg, for landstinget. 

Der udkom præciseringer af markedsregler og forbud mod salg og forprang fra slutningen af 1400-tallet og helt frem mod enevældens indførelse, sikkert også derefter. Efter byens tilbagegang i begyndelsen af 1700-tallet blev fokus i højere grad rettet mod den fastboende befolknings disrespekt for købstadsprivilegierne. I 1735 opstillede borgerne ligefrem en liste over de værste bisse- og landkræmmere i byens opland. Da dette opland er ganske stort og enkelte steder oven i købet befinder sig mere end fire mil fra Viborg, kan man godt forsvare at sige, at borgerskabets horisont stadig flugtede med udstrækningen af den gamle cirkumferens fra 1505. 

Landstinget i Randers 

Randers havde i 1457 sikret sig et uvurderligt fortrin med erhvervelsen af eneretten til at drive købmandshandel i Randers Fjord. I 1495 blev det suppleret med en regelret tomilecirkumferens. Det er bemærkelsesværdigt, at de to privilegier, der kun rummer disse to større saglige elementer, tog turen rundt til oplæsning på alle omegnens herreds- og birketing i 1631 og så sent som 1697 på landstinget i Randers formåede da også i sjælden grad at tage vare på sin cirkumferens, og fremme i 1830 opgav byens borgmester endog byens opland som fire mil i alle retninger. 

Om det så var den sent tilkomne købstad Mariager, så forsøgte borgerne her at sikre byen en plads i oplandsdelingen ved i 1697 at indskrive en tomilegrænse for landkøb i en vedtægt. Bestemmelsen var først og fremmest en selvjustits og i mindre grad vendt mod de handlende, der boede uden for byen. Før da havde den lille by fra 1541 været søgt beskyttet ved et forbud mod at drive landkøb og salg mod klostrets privilegier og fra 1592 med købstadsprivilegier. Ikke desto mindre var der stedse blevet handlet ved adskillige ladepladser ved fjorden. Medvirkende hertil var den bekvemme indskibning af store brændselsmængder til kalkudvindingen sammen med flytningen af toldstedet til Hadsund i 1680. Byens økonomiske centralitet var fortsat yderst begrænset i 1700-tallet.