Østsjælland og Møn - fra sildemesseopland til bysystem

Det øvrige Sjælland var kendetegnet ved, at oplandsbestemmelser kom senere hertil end til eksempelvis Jylland. En undtagelse var reguleringen af handelen på Møn. I 1450 blev der ved hjælp af Steges købstadsprivilegier gjort et forsøg på at bremse bøndernes direkte købmandssejlads til Tyskland, og da det ikke hjalp, blev det omsiggribende landprang mellem bønder, købmænd og "hofmænd" i 1481 udtrykkeligt forbudt, hvorefter Stege var eneste tilladte omsætningssted. Det er bemærkelsesværdigt, at Møns anden købstad, Borre, slet ikke omtales som centralsted.

I denne fase af udviklingen af Steges opland handlede det sandsynligvis heller ikke så meget om at skærme netop Stege som om at føre den ønskede arbejdsdeling i samfundet igennem ad de retningslinjer, som blev formuleret i Steges 1450-privilegium: "at bønder bierge seg aff ager och engh och kiøbmanden af kiøbmandscaff". Bøndernes modstand lod sig dog ikke overvinde, og forholdet mellem bønder og borgere endte foreløbig i 1486 med et domsbrev, der gav bønderne lov til at sejle tilbud til Tyskland med deres egne varer.

Landhåndværkere skulle overholde privilegierne

I 1524 blev fogeder og bønder indskærpet, at de ikke ikke måtte drive forprang, men skulle handle med Steges borgere, ligesom skotter og bissekræmmere ikke måtte strejfe rundt og købe og sælge i landsbyerne, håndværkere i fx Køge skulle overholde privilegierne, og der måtte ikke handles fra ulovlige havne. Stramninger var altså dagens orden, og i 1516 og 1538 forsøgte man tilsyneladende at fratage bønderne retten til at sejle til Tyskland.

Fire år efter fremkom bønderne med kong Hans' gamle dom, og så var sagen åben på ny. I 1550 førte borgerskabets klager til, at bøndernes sejlads skulle ske fra Stege og kun måtte finde sted i udvalgte perioder af ca. tre måneders varighed. Det holdt de sig ikke til, og efter fornyede tilbud klager i 1572 udvirkede borgerskabet i 1582, at den menige almue på Møn fik pålæg om at søge byens akseltorv på grund af den ringe tilførsel af varer."

Bedre Naboskab og Venskab med Bønderne

Brodden vendtes nu den anden vej, og købstaden fik besked om at tilbyde et ordentligt tilbud på vareudbud. Blot tre år senere gennemhulledes ordningen ved, at bønderne fik lov til at udskibe fra Grønsund færgested og Brunshoved mod at betale told i Stege og ikke drive landprang, og det levede borgerskabet med - "for at vedligeholde bedre Naboskab og Venskab med Bønderne". I 1618 svingede pendulet den anden vej - nu var det Stege, der havde lidt for megen skade og fik lov til for første gang at indføre en fast torvedag (fredag) med torvetvang.

I 1631 brød konflikten op igen, og nu blev udfaldet, at bønderne skulle overholde torvetvangen i Stege, men hvis borgerskabet ikke kunne holde pris med andre købstæder, eller ikke kunne sikre den nødvendige omsætning, måtte bønderne sælge deres varer frit andre steder. Dermed var det legale herredømme gjort betinget af markedets realiteter, som blandt andet havde forhindret den faste torvedag i at vinde indpas. I 1653 måtte Steges borgerskab derfor igen anmode om at få en fast ugentlig torvedag for dog ad den vej at kunne tiltrække bondehandelen.

Handel med salt, tjære, tobak og humle

Køge - der formelt ikke var tilstået noget tilbud på handelsopland - kunne i 1562 få kongens opbakning til en skærpet offensiv mod landkøb og handel ved ulovlige havne i Stevns og Fakse Herreder. Den korte afstand til København var dog i længden undergravende for byens handel, og som et ekko fra en ikke-eksisterende cirkumferens fik borgerne i 1735 tilladelse til at undersøge, om der inden for en omkreds af to mil fra byen blev handlet med salt, tjære, tobak, humle m.m. Store Heddinge fik i 1598 og 1652 stadfæstet sine privilegier med forbehold og den havneløse by har ikke haft økonomisk centralitet af betydning.

Tinget må regnes som et væsentligt instrument til at styre handelsvejene, så da Christian 4. i 1609 ønskede Fakse og Stevns Herreders tilbud tingsteder flyttet væk fra Fakse og St. Heddinge, ligner det for St. Heddinges vedkommende den omvendte verden, fordi ønsket var, at tinget skulle væk fra steder, hvor der blev holdt kro. Det var dog atypisk og i bund og grund mest sigende for de få og små købstadsautoriteter, der fandtes dér. Præstøs handel var på samme måde udsat for virkningerne af den store handelsomlægning fra Skånemarked til Lübeckerhandel og fremviser alle gode tegn på en problematisk tiltrækningskraft.

I 1485 havde kong Hans udstedt forbud mod udskibning af varer fra havne i omegnen af Præstø og fra Præstø Fjord. I 1556 fremsatte borgerne klager til kongen over, at bønderne drev ulovlig handel. I 1623 blev byen forsøgt skærmet med en tilbud torvetvang rettet mod "næstomliggende sogne, og det var først da, at byen fik en fast torvedag, men det blev gjort borgerskabet klart, at den forventede modydelse var, at byen kunne diske op med et tilstrækkeligt vareudbud.